


Velkommen til gasgrill-områdetNavnene er Max og CBusk - og titlerne er gas-redaktører. Med en Summit eller Genesis bliver det ikke større, når du griller. Det er små køkkener i sig selv, og der er dømt grill-gear i topklasse, når grillparken rummer en af Webers store gasgrill. Her på sitet vil vi gerne vise, hvor meget der kan lade sig gøre med en Genesis og en Summit - og give nogle gode råd til, hvordan du får det optimale ud af din gasgrill. |

Hejsa Weberfolkens.
Året er ved at være slut, og det er blevet tid til at lave den sidste menu på grillen i år. Jeg har lavet en simpel og sikker menu, så det ikke kan gå galt - det ville jo være en "fuser" på denne store dag.
Menuen:
Til forret jomfruhummer med kryddersmør af persille og oregano, ristet grovflutes med hvidløgssmør og en lille salat.
Hovedretten er intervalgrillet oksemørbrad med hasselbachkartoffel og hvidkålssalat med æbleciderdressing.
Desserten er hjemmebagt marzarintærte med kransekagekant, nougat og frisk frugt.

Jomfuhummerne flækkes, renses for tarmen og lægges i et ildfast fad. Smørret hældes ud over, og det hele får lige lidt frisk presset lime til sidst.

Grillen skal være på indirekte varme ca. 200 grader.

Kødet på hummerne skal være fast, før det er klart - det tager ca. 10-15 minutter.

Så er der serveret forret.

Så skal kartoflerne klargøres. Har man ikke en skæreform, kan man bruge en madpincet til at holde kartoffelen med, så man ikke skærer helt igennem.

Kartoflerne lægges i et ildfast fad, pensles med smeltet smør og drysses med salt.

Oksemørbraden på 2 kg. afpudses for fedt, den store hvide hinde og bimørbraden. Jeg har også fjernet hovedet - det er nemlig rigtig godt til gryderetter. Begge ender er foldet ind, så mørbraden er lige tyk over det hele.

Der laves en raspblanding til kartoflerne bestående af 2 spsk. rasp og 4-5 spsk. revet mozarella.

Kartofler og mørbrad kommes på grillen ved indirekte varme ca. 200 grader. Kartoflerne kan med fordel sættes ovenpå en omvendt stegholder eller foliebakke, så de holdes lidt væk fra varmen. Mørbraden skal kun have 15 minutter - så skal den hvile i 15 minutter i et fad under et viskestykke. Derefter skal den på igen i 15 minutter og af i 15 minutter. Og samme rutine gentages endnu en gang. Alt i alt skal den være på i 45 minutter og hvile i 45 minutter - dette kaldes intervalstegning. Kartoflerne lader man bare stå i hele grilltiden.

15 minutter inden kartoflerne er færdige, pensles de med smør, og raspblandingen kommes på. Kartoflerne får i alt 90 minutter på grillen, hvilket er lige så lang tid som kødets samlede stege- og hviletid.

Salaten består af fintsnittet hvidkål, Granny Smith-æbler og grønne druer. Det hele vendes i lidt æblecider og citronsaft for ikke at blive brunt. Dressingen er æblecider og honning rørt sammen og krydret med lidt timian.
Så er hovedretten klar.

Desserten kan med fordel laves om formiddagen, da nougaten på toppen lige skal afkøles, så den kan pyntes med bær. Tærten laves med en bund af mørdej og marzarinmasse i midten.
Mørdej:
400 g. mel
100 g. flormelis
200 g. Lurpak-smør
1 æg
Det hele samles til en ensartet dej.
Marzarinmasse:
200 g. sukker
200 g. marcipan
200 g. æg
200 g. smør
50 g. mel
Sukker og marcipan piskes sammen. Derefter tilsættes smør, og det piskes sammen. Æggene hældes i ét ad gangen, og det piskes godt. Til sidst piskes melet i.

Mørdejen rulles ud, til den er 3-4 mm tyk. Den lægges i en tærteform, og overskydende dej skæres af med bagsiden af en kniv. Resten af mørdejen kan opbevares i køleskabet. Marzarinmassen kommes i.

Tærten skal bages på en kold bagesten over indirekte varme ca. 200 grader i 20 minutter.

Tærten bages, til den er fast i toppen. Det skal være sådan, at når man trykker let på den, kommer den selv op igen.

Når den er klar, tages den ud. Kransekagemasse kommes så på rundt i kanten. Jeg har valgt den færdige fra Odense Marcipan og har så bare kommet den i min sprøjtepose med stjernetyl.

Så skal den bage igen, men denne gang kun i 10 minutter, til kransekagen har taget lidt farve. Mens den er varm, rives nougat ud over det hele og pensles ud. Tærten stilles til afkøling.

Pyntes med friske bær og serveres med vaniljecreme.

Indkøbsseddel til 8 personer!
Forret
Hovedret
Dessert
Happy New Year til jer alle - og vi ses i det nye.
// Max Vium



