Genoplev Weber Camp 2011
Husker du, da Mik Schack jammede med med sine kammerater i teltet? Da landsholdets Eddy skar tommelfingeren halvt af sig selv på scenen? Da en syndflod af regn satte bodgadens pavilloner under pres? Da menneskekæden fragtede et hav af varer fra Shoppen til lastbilen under oprydningen? Og alt det andet. Det gør vi!
Weber Camp 2011 var en kæmpe succes, der bød på lidt af hvert under hovedtemaet regn, regn og atter regn. Men det betød intet for de mange entusiastiske campere, der iførte sig gummistøvler, regntøj og paraply - og grillede videre.
- At Weber Camp blev sådan en stor succes på trods af, at vi ikke havde vejret med os, skyldes udenlukkende de folk, der var med. De skruede humøret op på max og hjalp hinanden hele weekenden - uden at kny. Som førstegangsdeltager er jeg bare SÅ imponeret over det humør, det engagement og den fællesskabsfølelse, der hele tiden var i luften dernede over TopCamp Riis, siger Frida Tarp Hansen, leder af Weber Camp 2011, og fortsætter:
Som årets camp-leder med kun halvanden måned på Weber-bagen var Frida meget spændt på både afviklingen af campen og den personligt oplevelse.
- Weber Camp har overgået alle mine forventninger. Den har betydet, at jeg har lært en masse af de skønne klubmedlemmer at kende og virkelig føler mig som en del af det unikke fællesskab. Weber Klubben er ikke bare en hobby - det er en livsstil, og man bliver del af en familie. Det har været en rigtig stor oplevelse for mig at være med på Weber Camp - og jeg håber, at alle andre klubmedlemmer giver sig selv muligheden for at opleve det engang.